Guide til køb af motionscykel
En motionscykel er et godt valg, når du ønsker en mere skånsom motionsform end f.eks. spinningcykel og løbebånd. Her får du en mere komfortabel siddestilling end på en racercykel, med et stort, bredt sæde, samt nogle motiverende programmer. Derudover skåner du din ryg og dine knæ med denne form for træning.
Når du skal vælge motionscykel er der nogle overvejelser du kan gøre dig, for at få valgt den helt rigtige cykel, der passer til dig.
Indstillingsmuligheder
Først og fremmest er det vigtigt at tjekke, om du kan sidde komfortabelt på cyklen. Vær opmærksom på hvor sædet sidder på cyklen, størrelsen og formen på det, og vigtigst om du kan indstille det både op og ned, og frem og tilbage.
Nogle cykler giver mulighed for at du kan regulere styret, hvor andre har et fast og mere kraftigt styr, ofte med flere grebsmuligheder. Der kan også være stor forskel på hvor tæt sadel og styr sidder på hinanden, hvilket bestemmer om du sidder mere ret op eller læner dig fremover når du cykler. Dette kan være vigtigt at fokusere på, hvis man har ryg- eller nakkeproblemer.
Det er også vigtigt at cyklen står stabilt når du træner, og her kan der findes motionscykler som kan indstilles under fødderne, hvis man f.eks. har et skævt gulv.
Svinghjul
Før i tiden fokuserede man meget på vægten på motionscyklens svinghjul, for at være sikker på at man fik et rent tråd, og vi får også ofte spørgsmål omkring dette fra vores kunder. Sagen er, at hvis du går til en specialforhandler, vil cyklen altid være af en kvalitet, hvor den er ren i trådet og derfor er det ikke svinghjulets vægt man behøver at fokusere på her.
Computer
Alle motionscykler i dag har en computer, som minimum viser de helt basale ting, som distance, tid og modstandsniveau. Ønsker du ekstra motivation under din træning, kan du kigge efter en motionscykel, hvor der er mulighed for at køre efter forudindstillede programmer. Derudover finder du i dag også flere cykler, som har mulighed for opkobling til diverse app’s via brugerens egen tablet eller smartphone. Her kan du blandt andet have mulighed for at lave dine egne ruter via Google Maps og f.eks. køre i gaderne i Paris. Ved brug af de forskellige app’s har du også mulighed for at gemme dine træningspas, så du kan følge din udvikling i træningen. Muligheden for opkobling til app’s, kan være en stor motivationsfaktor for mange. På de fleste cykler er der håndpuls på styret, men ønsker du en mere præcis pulsmåling til din træning, kan du kigge efter en cykel med mulighed for trådløs puls. Det er vigtigt at være opmærksom på hvilket pulsbælte du kan anvende hertil.
Modstandssystem
Der findes to modstandssystemer på motionscyklerne; en modstandsmotor og en elektromagnet. Modstandsmotoren er en lille motor, som trækker en magnet frem og tilbage tættere eller længere fra svinghjulet. Elektromagneten virker på den måde, at magneterne får mere eller mindre strøm, afhængig af modstanden. Elektromagneten bevæger sig ikke, og bliver derfor heller ikke slidt.
Særlige behov
Hvis du er dårligt gående, bør du kigge efter en motionscykel med lav indstigning, da den er meget nem at komme af og på.
Ønsker du en cykel som er mest mulig skånsom, kan en siddecykel være en mulighed, især hvis du har behov for at skåne lænd eller ben. Ryglænet gør at du skåner lænden og hele konstruktionen på cyklen gør at benene ikke bliver belastet. Denne kan være et godt valg hvis du er oppe i årene, eller er meget overvægtig.
Hvis man har en personvægt der ligger i den lidt tungere ende, så er det vigtigt at være opmærksom på, at man vælger en robust cykel. Vælger du en for billig og lille cykel, vil den ikke give en god oplevelse eller holde særlig længe.
Hvor meget skal man investere?
Når du investerer lidt mere i en motionscykel får du en kraftigere konstruktion og bedre kvalitet. På en dyrere cykel får du oftest også elektromagnet som modstandssystem, hvilket er mere holdbart i længden. Du får måske også mulighed for at tilkoble et trådløst pulsbælte til computeren, så du kan træne mere præcist efter puls. Du kan også få en computer med bluetooth, så du kan koble den op til en smartphone eller tablet, og på den måde få mere motivation til at træne, ved at kunne lave dine egne ruter via Google Maps. Det kan også være en cykel med egen generator eller en som kan tåle en højere personvægt og længere tids brug.
Montering og vedligeholdelse
Du skal beregne ca. en time til at montere en motionscykel. Hos Abilica Online medfølger der altid gode manualer og cyklerne opleves oftest meget nemme at samle. Nogle ting man skal være opmærksom på er dog, at venstrepedalen skal drejes mod uret når den monteres, samt man skal sørge for at stikkene er trykket ordentligt sammen. Dette er oftest de steder vi oplever, at vores kunder kan have problemer med samlingen. Hos Abilica kan man altid kontakte vores kundeservice for vejledning, hvis man er i tvivl om monteringen.
En motionscykel kræver ingen vedligeholdelse. Det eneste du skal sørge for, er at efterspænde cyklen efter du har brugt den nogle gange, og så helt almindelig rengøring efter brug, så svedrester ikke ødelægger cyklen.
Tilbehør
Vi anbefaler altid at investere i en god underlagsmåtte, der beskytter dit gulv mod ridser og mærker samt sved. Måtten sørger også for, at cyklen står endnu mere stabilt.
Hvis ikke der allerede er en flaskeholder monteret på cyklen, er der gjort klar til at man kan montere den. Der findes en helt almindelig flaskeholder, som skal monteres med skruer og der er også mulighed for at tilkøbe en magnetisk flaskeholder, som man kan flytte rundt på andet udstyr.